Vær med til at skabe et godt læringsmiljø
- bliv pædagog i Farumsødal
Vi søger en kollega – gerne nyuddannet - som vil være med til at fylde vores dejlige rammer i Farumsødal ud. Vi søger en pædagog 37 timer om ugen til vores vuggestuegruppe.
Farumsødal – natur og kultur lige ved hånden
Vi er en 0-6 års institution med 60 børnehavebørn, 36 vuggestuebørn og 22 voksne.
Indenfor har vi store, lyse grupperum, et stort dejligt værksted med mange muligheder for at være kreativ, et tumlerum med mulighed for fysisk udfoldelse, og et sprogværksted.
Udendørs har vi en ca. 4000 m2 pragtfuld legeplads, som er inddelt i forskellige legeområder: Vi har en lille landsby med gangbro, en rigtig fiskekutter, et pandekagehus med gammeldags komfur, bålplads, boldbane, gynger, sandkasser og mange gode grønne "gemmesteder”.
Derudover er Farumsødal beliggende tæt på sø og skov, bibliotek og kulturhus, som vi ofte bruger. Vi har gangstier i hele området, og hvis vi
skal længere væk, holder bussen lige udenfor.
Om stillingen
Vi søger snarest mulig en vuggestuepædagog, som vil være med til at give 12 vuggestuebørn en indholdsrig og tryg hverdag sammen med de andre voksne på stuen. Vi lægger vægt på, at du er anerkendende, engageret, nærværende og rolig, og at du kan bruge din faglighed til at gøre en forskel for de små. Udover samarbejdet med kollegaerne på stuen forventer vi, at du indgår i et samarbejde på tværs af vuggestuegrupperne.
For stillingen gælder, at du vil få en tæt forældrekontakt og skal samarbejde med talepædagog, to-sprogskonsulent mm. Vi lægger vægt på, at du er fagligt aktiv, ansvarlig, stabil og har en positiv tilgang til de udfordringer, der er. Derudover skal du kunne reflektere over egen praksis, du skal kunne formulere dig skriftligt og kunne indgå i samarbejde med en stor personalegruppe.
Vi kan tilbyde
… arbejde i et stort hus, hvor vi vægter fællesskab, nærhed og faglighed højt. Vi har fokus på at styrke børnenes selvværd og selvhjulpenhed, og så lægger vi vægt på at have det sjovt, selvom vi har travlt.
Hos os vil du desuden få rig mulighed for indflydelse på hverdagen og institutionens pædagogik.
Lyder det som noget for dig?
Så er du velkommen til at kontakte leder Helle Kristensen på tlf. 7235 8050, mobil 7216 4298 eller via e-mail: hkr@furesoe.dk.
Du er også velkommen til at besøge os, men da vi er et stort hus med gang i, er det en god ide, at du ringer først, så er vi sikre på, at der er en, som kan vise dig rundt.
Ansøgningsfristen
Send os din ansøgning senest den 12. august.